Hvordan registreres musikinstrumenter?

Et musikinstrument registreres med et stabilt inventarnummer og oplysninger om betegnelse, instrumentbygger, tid og sted, materialer, mål, proveniens, tilstand og klassifikation.

Forklar identitet, instrumentbygger, materialer, proveniens og klassifikation. Spørgsmålet bliver mest præcist, når instrumenttype, konkret museumsgenstand og historisk brug holdes adskilt.

En tilskrivning skal angive usikkerhed, for eksempel 'tilskrevet' eller 'værksted for'.

Brug dette som et udgangspunkt, og knyt udsagnet til en bestemt genstand, periode eller kilde, før du drager en mere præcis konklusion.

Katalogposten kan ændre sig, når ny forskning eller konservering giver ny viden.

Brug dette som et udgangspunkt, og knyt udsagnet til en bestemt genstand, periode eller kilde, før du drager en mere præcis konklusion.

Fotografier, mål og tidligere betegnelser bør knyttes til samme vedvarende identitet.

Brug dette som et udgangspunkt, og knyt udsagnet til en bestemt genstand, periode eller kilde, før du drager en mere præcis konklusion.

Begynd med at formulere den konkrete påstand om Hvordan registreres musikinstrumenter. Notér derefter, om den handler om lydprincip, konstruktion, datering, brug, ejerskab eller bevaring. De kategorier kræver ikke de samme kilder.

Ved en bestemt museumsgenstand bør inventarnummeret være udgangspunktet. Sammenlign katalogpost, billeder, mål og eventuelle bevarings- eller proveniensoplysninger. Ved en instrumenttype bør flere dokumenterede eksempler sammenlignes; én genstand kan ikke alene definere hele typen.

Kontrollér datoen på kilden og dens ordvalg. Betegnelser og tilskrivninger ændrer sig, når ny forskning kommer til. Ord som 'muligvis', 'tilskrevet' og 'senere ombygget' er en del af konklusionen og må ikke fjernes i et kort referat.

Nationalmuseets sider om Musikmuseet er den nærmeste institutionelle kilde til museets egen historie og samling. MIMO gør det muligt at sammenligne katalogposter fra flere instrumentsamlinger, mens Europeana kan pege videre til digitaliserede genstande og arkivalier hos de institutioner, der ejer dem. ICOM og fagkomiteen CIMCIM beskriver professionelle museumsprincipper.

En samlingsportal er et søgeværktøj, ikke automatisk den endelige autoritet. Følg posten tilbage til den ansvarlige institution, og registrér titel, inventarnummer, institution og datoen for din kontrol. Hvis oplysningerne er uenige, skal uenigheden fremgå i stedet for at blive udjævnet.

Start med de felter, der identificerer genstanden: inventarnummer, betegnelse, mulig instrumentbygger, datering, sted og materiale. Læs derefter proveniens- og tilstandsfelterne. Et felt uden indhold betyder ikke nødvendigvis, at der ikke findes oplysninger; materialet kan ligge i et internt arkiv eller endnu ikke være digitaliseret. Omvendt er en udfyldt post ikke garanti for, at alle oplysninger er endeligt fastslået.

Se efter, om datoen er et enkelt år, et interval eller en bred periode. De tre former udtrykker forskellig sikkerhed. Det samme gælder navnet på en instrumentbygger: 'af', 'tilskrevet', 'værksted', 'efter' og 'ukendt' må ikke forkortes til den samme sikre ophavsangivelse. Hvis den offentlige post ikke viser grundlaget, kan en forskningspublikation eller henvendelse til samlingen være nødvendig.

Fotografier skal også læses som dateret dokumentation. En genstand kan være fotograferet før en behandling, med løse dele samlet til billedet eller fra en vinkel, der skjuler senere ændringer. Sammenlign billeddato, billedtekst og tilstandsbeskrivelse, før du bruger billedet som bevis for konstruktion eller bevaringstilstand.

Skriv konklusionen med samme grad af sikkerhed som kilden. Hvis kataloget daterer en genstand til 'omkring 1800', er det misvisende at omformulere det til et bestemt fremstillingsår. Hvis proveniensen kun er dokumenteret fra en senere ejer, skal den tidligere historie stå som ukendt. Præcision består også i at bevare usikkerheden.

Skeln mellem observation og fortolkning. Materiale, mål og en indskrift kan observeres og dokumenteres; betydningen af dem kræver sammenligning og faglig argumentation. En enkelt lighed beviser sjældent instrumentbygger, oprindelsessted eller brug. En stærkere konklusion samler flere uafhængige tegn og forklarer, hvad der stadig taler imod.

Når du gengiver resultatet, bør inventarnummer og institution følge med. Det gør det muligt for andre at finde samme genstand, kontrollere en senere opdatering og se, om din tekst handler om typen generelt eller om netop dette eksemplar.

Den første fejl er at behandle et navn som en fuldstændig forklaring. Sæt genstandens historie, etik og bevaring før det spektakulære; giv ikke restaureringsanvisninger til uøvede.

Den anden er at gøre en moderne rekonstruktion, en museumsgenstand og en historisk instrumenttype til det samme. En rekonstruktion kan afprøve en hypotese, men den beviser ikke alene, hvordan alle historiske eksempler lød eller blev brugt.

Den tredje er at antage, at en bevaret genstand er i oprindelig tilstand. Reparationer, nye dele, ændret stemning og skiftende brug kan være afgørende dele af genstandens historie.

Næste skridt: Vælg en konkret genstand eller påstand, find den ansvarlige institutions post, og skriv både dokumentationen og dens begrænsninger ned. Det giver en mere holdbar konklusion end at gentage en ubestemt instrumenthistorie.